Til støttefest for Gaza: Deltagerne oplever, at medierne svigter deres ansvar
På et tæppe af træflis tramper, hvad der ligner Nørrebros mest poor-core unge rundt ved spillestedet Hangaren på Refshaleøen, drikker fadøl og snakker med deres ligesindede venner. Nogle bærer keffiyeh (det palæstinenske tørklæde, red.), andre bærer neonorange T-shirts med skriften »psyko Israel« eller »Boycott Israel« på brystet.
Waves of Gaza er en minifestival, der løber over to dage. Da vi ankommer to timer inde i den første dags program, har dørvagten talt 153 gæster. Han forventer, at der kommer mange flere i morgen, fortæller han – ikke mindst fordi palæstinensiske DJ Sama’ Abdulhadi spiller. En dj, der blev verdensberømt for sit live-dj-set, som hun i 2018 streamede direkte fra Ramallah på Vestbredden. Videoen er set på YouTube mere end 14 millioner gange.
Når man køber en billet til eventet i Hangaren, støtter man initiativet ’Thousand Madleens Denmark’. Madleen var navnet på den båd med nødhjælp, der sejlede mod Gaza i juni med blandt andre Greta Thunberg ombord, for at bryde Israels blokade. Båden blev stoppet, inden den nåede…