Landegrænser, opholdstilladelser og officielle dokumenter var det sidste, jeg tænkte på, da jeg i 2022 forelskede mig i en syrisk mand, bosat i USA. 

Forelskelsen var begyndelsen på vores kærlighedshistorie, men også starten på en lang fortælling om, hvordan kærlighed bliver mødt af virkeligheden i et system, der har magten til at afgøre, om en fremtid sammen er mulig.

Efter to års langdistanceforhold, to år med jetlag, hvor jeg boede i København, og han i Californien, blev vi gift. Vi blev gift for at fejre vores kærlighed, men ægteskabet var også en nødvendighed – for for at være sammen i Californien skal jeg have opholdstilladelse.

En stor del af processen med at få opholdstilladelse består i, at immigrationssystemet skal afgøre, om vores forhold er ægte. Jeg tænkte aldrig rigtig over, om vores forhold var ægte eller ej. Hvorfor skulle jeg stille spørgsmål ved det eneste, jeg med hele min krop og sjæl vidste, gav mening. Da vi blev gift, gav vi hinanden den ypperste kærlighedserklæring om at gå sammen gennem dette liv og dele alle dets udfordringer. 

Kærligheden er vores fundament. Vi har valgt hinanden til. Vi har valgt, at vi gerne vil bruge vores liv sammen, skabe et hjem, dele vores drømme og være livspartnere i medgang og modgang.

De fleste dage føles det dog som om, at medgangen lever inden i os, mens vi er omgivet af modgang. Jeg vil gerne selv have lov til at bestemme, hvad der skal ske med os, og jeg vil så gerne tro på, at kærlighed er grænseløst. Men hvis der findes en grænse, hvor går den så? 

Virkeligheden ramte, da vi mødte immigrationssystemet

Da vi mødte det amerikanske immigrationssystem, blev jeg ikke i tvivl om vores kærlighed, men et helt nyt lag af mistro, afmagt, psykiske og økonomiske byrder mødte os. Hvordan beviser man sin kærlighed over for et mistroisk system? Hvad ville du selv vise og fortælle? Og hvornår er det godt nok?

Det er et limbo, vi stadig befinder os i efter halvandet år og på ubestemt tid. 

I immigrationssystemet blev vi for eksempel bedt om at dele billeder af vores liv sammen og dokumentation på, at vi har samme adresse – som for eksempel vores elregning. Mange af vores tætte venner og familie har skrevet lange erklæringer om os som par og vedhæftet billede af deres id. 

Jeg kan godt se, at immigrationssystemet ikke bare kan give alle opholdstilladelse, og på den måde kan man da godt argumentere for, at det er retfærdigt, at vi skal vise så meget dokumentation. Det er dog en utrolig ubehagelig tone, der møder os, når vi har kontakt med immigrationssystemet.

Først og fremmest er det nærmest umuligt at komme til at tale med et menneske, og når det endelig lykkes, føles det menneskeløst. Stemmen i den anden ende af røret er monoton, skarp og læser tydeligt op af et manuskript. De må ikke rådgive eller tale med os om vores sag.

De mennesker, der repræsenterer systemet, har en fuldstændig afgørende rolle i min fremtid og lykke. Jeg ved ikke engang, hvem de er, om de selv er gift, eller hvad de hedder. Alligevel kan de beslutte, hvordan mit ægteskab får lov til at udfolde sig. Nogle gange prøver jeg at forestille mig, hvem de mon er.

Jeg ved, at de i al fald blot er mennesker med rige følelsesliv, op- og nedture og udfordringer i ægteskabet ligesom alle os andre. Det er ikke dem, der er problemet. Det er det system, de arbejder i.

I et land som USA, der går meget op i traditionelle, konservative familieformer, forbavser det mig, at det tilsyneladende betyder så lidt for dem, at vi er juridisk gift. Jeg vil bare gerne elske denne mand og have lov til at bestemme, hvad ægteskabet skal betyde for os. I stedet befinder vi os i et tvunget polyamorøst ægteskab, hvor de andre partnere er systemet og institutionerne. 

Det føles som en prøve, vi skal bestå igen og igen. Der er en dyb underliggende angst ved frygten for ikke at blive godkendt. 

Fanget i en venteposition 

At forelske sig på tværs af landegrænser, nationalitet og kultur er ingen nem kærlighedsfortælling. Det ville være forkert at påstå, at denne situation med opholdstilladelse og myndigheder ikke påvirker vores parforhold. Vi bliver jo konstant konfronteret med livets usikkerheder. 

Det er umuligt ikke at tænke, at det hele bare ville være nemmere, hvis jeg rejste hjem til Danmark. Men så ville det være uden ham, og det er en realitet, jeg ikke ønsker. 

Alle, som har været eller er i lignende situationer, må genkende denne underliggende angst og dybe gentagne refleksion over ens forhold og kærlighed. Det findes der imidlertid også en styrke i. Selv om det slider på vores forhold at blive fastholdt i en venteposition, gør det os også stærkere sammen, at vi hver gang vælger hinanden til.

Foto: Benedikt Warnke (Doubled You Productions)

Vi drømmer om at have mere økonomisk overskud, når vi ikke skal spare sammen til den næste ansøgningsprocedure. Vi drømmer om at rejse sammen, uden at jeg risikerer ti års karantæne fra mit nye hjem. Vi drømmer om at få børn sammen, men tanken om at gro et liv, når jeg ikke er sikret i mit eget, gør, at det forbliver en drøm for nu. 

Dermed er vi fanget midt imellem de liv, vi hver især kommer fra, og det liv, vi ønsker at leve sammen. Spørgsmålet om, hvad ægteskabet i sig selv faktisk betyder for os flyder i baggrunden i alt det praktiske og de mange blandede følelser, denne venteposition bringer frem. 

Kampen om at forblive sammen begyndte først, da vi blev gift. Det er svært for mig at skelne mellem at være gift og at være i denne situation med immigrationssystemet og et uendeligt papirarbejde, da det har været den gennemgående del af vores ægteskab indtil videre. 

Er vi nok for hinanden? 

Før jeg blev gift, gjorde jeg mig ikke mange overvejelser om ægteskabet. Der var jeg optaget af de drømme, vi delte, og den fremtid, som vi ønskede sammen. 

Nu har jeg været gift i halvandet år, og selv om jeg ikke er nogen ekspert på ægteskabet, er det blevet tydeligt for mig, at noget har ændret sig, efter vi blev gift. Vi har knyttet os til hinanden på en ny måde. Det er i mindre grad muligt bare at slå op og forsvinde ud af hinandens liv.

I en verden, som konstant ændrer sig helt lokalt i vores lille liv og globalt med stormagtskampe, er der noget utroligt betryggende i den forbundethed. Samtidigt er der noget angstfuldt over, hvad fremtiden bringer, og om vi kan leve lykkeligt sammen. Ikke kun i forhold til alt det praktiske og juridiske, men om vi er nok for hinanden, når vi ændrer os og går ind i nye kapitler i livet. 

Mit ægteskab forpligter mig til at undersøge og tale med min partner om kærligheden, men også om alt det svære og uvisse. At tro på, at vi i tiden, som kommer, vil tage beslutningerne sammen. 

Selv om jeg mærker afmagt og dyb frustration over, at en institution kan bestemme, om jeg elsker min mand nok til at må forblive med ham, har jeg stadig mulighed for at udforske og undersøge, hvordan vi vil elske hinanden, og hvad vi har brug for fra hinanden i den tid, der er nu. Det er ikke til at vide, om vores ægteskab varer for evigt eller blot for en tid. Men jeg vil gerne give os de bedst mulige vilkår for selv at udforske og afgøre dette. 

Så hvor går grænsen for kærlighed? 

Fortjener alle mennesker ikke chancen for en grænseløs kærlighed? Eller måske handler det slet ikke om kærlighed, men om menneskers forpligtelse til hinanden og deres indsats over for systemet.

Kærligheden er i sig selv måske grænseløs. Men når et ægteskab møder den barske virkelighed i form af et modvilligt immigrationssystem, er det ikke kærligheden, som vægtes. Og så er det op til os at huske at værne om den.