Hannah Arendt vil fastholde verden åben, uforudsigelig, båret af begyndelser og uventede svar

For Hannah Arendt var ånden ikke en flugt fra verden, men en forpligtelse til at elske den. I dette allersidste afsnit i vores sommerserie om Hannah Arendt fortæller filosoffen Anne Marie Pahuus om ånden hos Arendt

Den 4. december 1975 døde Hannah Arendt i sin lejlighed i New York. Hun sad med venner omkring sig, sådan som hun ofte gjorde. Den levende udveksling var hendes element. Arendt levede gennem en epoke præget af katastrofer – nazisme, krig, flygtningestrømme og totalitarisme – og hun forblev optaget af, hvordan mennesket kan fastholde frihed, håb, og det, som hun kalder lys og mod, midt i mørket.

I dag 50 år efter hendes død kan hendes sidste værk, Åndens liv, hjælpe os til at se, hvordan vi kan forstå, modstå og måske endda håbe i en tid, hvor vi på ny står over for kriser, der truer både menneskelig og politisk sammenhængskraft.

Arendt selv nåede aldrig at færdiggøre dette værk. Mary McCarthy, hendes nære veninde, udgav det efter hendes død ud fra de manuskripter, Arendt havde efterladt. Værket er fragmentarisk, fuldt af historiske udblik og spring mellem filosoffer. Men det kredser hele tiden om én stor tanke: ånden som menneskets evne til at tænke, ville og dømme. At fastholde ånden er at fastholde frihedens og fællesskabets mulighed.

Hårdhed og…

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis

Dagbladet Informations forside

Vil du bidrage til debatten i Information?

Se hvordan
Redaktionens udvalgte

Arrangementer og kurser Se alle

Rabatter til abonnenter

Underholdning

Vil du bidrage til debatten i Information?

Se hvordan
Redaktionens udvalgte

Arrangementer og kurser Se alle

Rabatter til abonnenter

Underholdning